Kystnærhed
En stor del af kommunens areal ligger i kystnærhedszonen indtil 3 km fra kysten.
Inden for zonen ligger bysamfundene Nærum, Trørød, Sandbjerg, Skodsborg og Vedbæk. Det skal sikres, at disse bysamfund og det omgivende landskab udvikler sig under hensyntagen til kystnærheden. By- og landskabsbilledet skal, også set fra vandet,
understøtte kommunens grønne profil. Der skal være sammenhæng mellem kommunens grønne områder og kysten.
Hovedparten af det kystnære landområde er enten fredskov eller fredede arealer. De resterende landområder er:
- Forsvarskommandoen i Vedbæk
- Nord for Sandbjergvej
- Sandbjerg og det omgivende landskab
- Elleslettegårds Rideskole og H-F Vedbæk
- Vedbæk Idrætsplads
- Enrum
- Nærumgård
- Wesselsmindevej
Desuden eksisterer enkelte mindre ’huller’ eller omgivende areal til åer, veje og jernbane.
Forsvarskommandoens tidligere arealer, som udlægges til byudvikling, ligger i kystnærhedszonen. Området er beliggende mellem ca. 400 til 1000 m fra kystlinjen. Der er dog ikke umiddelbar landskabelig og funktionel sammenhæng mellem kystlandskabet og området, idet området mellem kysten og området er anvendt til boligbebyggelse og jernbane.
Området er allerede præget af menneskelig aktivitet og bebyggelse, idet det hidtil har huset aktiviteter og bebyggelse, der normalt hører til byzonefunktioner.
Området er beliggende i umiddelbar tilknytning til det eksisterende byområde, tæt ved det eksisterende bydelscenter, er stationsnært og vil således kunne rumme regionale funktioner. Området vil kunne udvikles til et attraktivt byområde med boliger, erhverv og offentlige formål, og vil være en funktionel styrkelse af Vedbæk som samlet bystruktur.