Landskabsværdier
Naturværdierne skal beskyttes og kunne benyttes. Kommuneplanens overordnede princip for den blå og grønne struktur er at styrke og bevare de overordnede landskabstræk og de landskabelige sammenhænge.
De landskabelige sammenhænge skal styrkes for så vidt angår adgang og visuel forbindelse på tværs af åbent terræn, bebyggede områder, trafik-, frilufts- og tekniske anlæg.
I Planstrategi 2007 formuleres visionerne og strategien for de sammenhængende grønne træk:
- Rudersdal Kommune skal fortsat kendetegnes ved smuk, varieret og tilgængelig natur.
- Variationen mellem det åbne land, landsbyerne og byområderne skal fastholdes.
- Grønne forbindelser fra byområderne til det åbne land skal bevares og udvikles.
- De åbne arealer skal opretholdes, inklusive landbrugsarealerne, både af hensyn til plante- og dyrelivet samt muligheden for at opleve landskabet. Det åbne land skal friholdes for unødigt byggeri.
- De gennemgående og sammenhængende landskabstræk der skaber forbindelse mellem kysten og de grønne kiler skal bevares.
- De nuværende åbne arealer langs kysten bevares og tilgængeligheden øges, hvor det er muligt.