Biologiske kerneområder og spredningskorridorer
Kommunens Natura 2000-områder og biologiske kerneområder forbindes af spredningskorridorer. Disse bidrager til, at planter, fugle og dyr ikke isoleres i et enkelt område, men kan sprede sig gennem dyrkede områder i det åbne land - se kortet » Natura2000-områder og spredningskorridorer
- Furesøen, Vaserne og Bistrup Hegn forbindes med Rude Skov gennem Dumpedalen (1),
- Rude Skov forbindes med Kirkeskov hen over Oksemosen (2),
- Kikhanerenden (3a) skaber forbindelse mellem Geelskov, Kirkeskov og Jægersborg Hegn og Kohave, og videre (3b) nordpå til Trørød Skov og Maglemosen,
- Geelskov og Ravneholm forbindes med Jægersborg Dyrehave langs Mølleåen (4)
- Sjælsø forbindes med Stavnsholtkilen, som hovedsagelig ligger i Furesø Kommune
Nogle spredningskorridorer har allerede en reel biologisk funktion. Andre korridorer har begrænset naturindhold, og deres værdi er derfor her at reservere mulighed for fremtidig naturopretning og nye levesteder.
Anlæg og indgreb, der reducerer eller skaber barrierer gennem naturområder og spredningskorridorer, vil normalt have stor negativ effekt for plante- og dyreliv. Skaden kan dog ofte mindskes ved kompenserende foranstaltninger, f.eks. faunapassager og erstatningsbiotoper.
De mindre naturområder, småbiotoperne, i agerlandet uden for de udpegede beskyttelsesområder, er nødvendige for at bevare et alsidigt plante- og dyreliv, bl.a. fordi de udgør ”trædesten”, hvorfra planter og dyr kan sprede sig. Småbiotoperne omfatter grøfter, levende hegn, jord- og stendiger, markskel, gravhøje og andre uopdyrkede pletter.
Der udpeges ikke yderligere potentielle naturområder og potentielle økologiske forbindelser i nærværende kommuneplan. Der vil i løbet af planperioden blive taget stilling til om der skal ske en ny udpegning bl.a. på baggrund af en fornyet registrering af beskyttede naturtyper.