Lavbundsarealer
Kommuneplanen udpeger primært sammenhængende områder med naturbeskyttelsesinteresser og bevaringsværdier. Tidligere var fokus rettet mod beskyttelsen af det enkelte naturareal, men nu er interessen i stigende grad rettet mod helheden og sammenhængen mellem enkeltelementer og med naturgrundlaget. Størstedelen af den beskyttede natur er beliggende inden for de i kommuneplanen udpegede beskyttelsesområder, men en del ligger udenfor. Samtlige § 3-områder uanset beliggenhed beskyttes som angivet i Naturbeskyttelsesloven.
Som inden for Natura 2000-områder må der inden for beskyttede naturområder ikke ske planlægning eller administration, som kan føre til forringelse af levesteder (yngle- og rasteområder) for de arter, som er listet på habitatdirektivets bilag IVa og IVb. Kommunen er ved tilladelse, dispensation eller godkendelse forpligtet til at varetage hensynet til arter omfattet af bilag IV inden for de pågældende områder, som vil blive påvirket af planer og projekter.
Hensigten med udpegningen af lavbundsarealer er generelt at sikre mulighed for at bevare og genskabe nogle af de naturtyper, enge, moser og lavvandede søer, som især er gået tilbage på grund af intensiv dræning forud for landbrugsdrift eller byudvikling. Naturmæssigt højest prioriteret er de lavbundsarealer, der ligger inden for kommuneplanens sammenhængende grønne træk og spredningskorridorer.

Lavbundsareal - Maglemosen - set fra Gøngehusvej