Natura 2000 og biologiske værdier

Kommunen indeholder internationale fuglebeskyttelsesområder og habitatområder, samlet benævnt som Natura 2000-områder. Områderne er udpeget i overensstemmelse med EF-direktiver, omfatter en række af regionens biologisk set bedste naturområder med levesteder og arter af betydning i europæisk sammenhæng. De indgår endvidere i Natura 2000-netværket, et europæisk, økologisk netværk af beskyttede naturområder, der skal bidrage til at øge biodiversiteten i EU.

 

Der er 3 Natura 2000-områder i Rudersdal Kommune:  

  • Bøllemosen (Habitatområde H122)
  • Øvre Mølleådal, Furesø og Frederiksdal Skov (Habitatområde H123). Kun en del af området ligger inden for kommunen. Dette Natura 2000-område omfatter endvidere Furesø med Vaserne og Farum Sø (Fuglebeskyttelsesområde F109)
  • Nedre Mølleå og Jægersborg Dyrehave (Habitatområde H 191 og H 251), se kortet » Natura 2000-områder og spredningskorridorer 

Naturtilstanden i kommunens Natura 2000-områder skal styrkes gennem handlingsplaner. Kommunen skal på baggrund af statens Natura 2000-planer udarbejde en handlingsplan for områderne. Kommunens Natura 2000-områder spiller en afgørende rolle i et stadigt mangfoldigt dyre-, fugle- og planteliv. Inden for områderne lever en række arter, som er sårbare, og der eksisterer naturtyper, som er sjældent forekommende.

 

Inden for Natura 2000-områderne må der ikke udlægges byzone eller sommerhusområder, planlægges nye vejanlæg og sideanlæg (servicestationer, materialepladser o.l.), planlægges nye eller væsentlige udvidelser af andre trafikanlæg og tekniske anlæg o.l. (f.eks. opfyldning på søterritoriet, luftledningsanlæg, lossepladser og anlæg for deponering), eller udlægges nye områder til råstofindvinding på land.

 

I administrationen af plan- og miljølovgivningen må der hverken indenfor eller udenfor områderne gives tilladelse, dispensation eller godkendelse, som vil kunne påvirke de internationale naturbeskyttelsesområder, såfremt dette kan indebære forringelser af de naturtyper og arter, som området er udpeget for at beskytte, dvs. kunne føre til forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne, eller medføre forstyrrelser, der har betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for.

 

Uanset ovennævnte kan der dog planlægges for foranstaltninger, som vil medføre forbedringer af naturforholdene i områderne. Planlægning for foranstaltninger til forbedring af naturforholdene i Natura 2000 områder skal – uanset formålet – gennemgå en foreløbig vurdering og evt. en konsekvensvurdering.

 

Hverken indenfor eller uden for de internationale naturbeskyttelsesområder må der ske planlægning eller administration, som kan føre til forringelse af levesteder (yngle- og rasteområder) for de arter, som er listet på habitatdirektivets bilag IVa og IVb. Kommunen er forpligtet til at varetage hensynet til arter omfattet af bilag IV inden for de pågældende områder, som vil blive påvirket af planer og projekter.

» Læs op
Rudersdal Kommune, Byplan Øverødvej 2, 2840 Holte Tlf: 46 11 25 29 el. 46 11 25 31 » » Åbningstider