Landzonepolitik
Det er et mål i planperioden, at få udarbejdet en landzonepolitik, der skal være med til at sikre de værdifulde landskaber mod uhensigtsmæssig anvendelse, bebyggelse og anlæg samt afskærmende beplantning. De åbne arealer skal fastholdes af hensyn til plante- og dyrelivet samt til mulighederne for at opleve landskabet.
En landzonepolitik skal kunne bidrage til:
- at sikre en fornuftig afgrænsning mellem kommunens forskellige byområder og bebyggelser samt det åbne land,
- at sikre bevaringen af de gennemgående og sammenhængende landskabstræk, der skaber forbindelse mellem kysten og de grønne kiler,
- at sikre fastholdelsen af væsentlig, landskabsdannende beplantning,
- at sikre friholdelsen af værdifulde udsigtskiler for beplantning og forstyrrende anlæg,
- at fastlægge retningslinjer for anvendelsen af forskellige typer bebyggede ejendomme i landzone, herunder landbrugsejendommene,
- at fastlægge retningslinjer for bebyggelse og anlæg til forskellig anvendelse samt for belysning, hegning m.v. i tilknytning hertil, og
- sikre værdifulde kulturmiljøer.