Udbygningen af boliger
Den fremtidige udvikling af boligområder skal, bortset fra Forsvarskommandoen, ske indenfor de eksisterende bysamfund. For at skabe et varieret udbud af boliger vil planlægningen løbende understøtte de lokale behov samt en tilpasning af boligmassen som følge af forskydninger i indbyggernes alder.
Ved planlægning skal nye boliger placeres og udformes således, at der opnås gode bokvaliteter, herunder nærhed til nærrekreative områder, offentlige transport, offentlig og privat service samt miljøpåvirkning herunder trafikstøj.
Inden for planperioden vil der ske en begrænset boligudbygning. Der forventes, at der opføres et antal boliger for grupper med særlige behov. Afsnittet om Sundhed og Omsorg samt Psykiatri og Handicap indeholder en nærmere redegørelse for denne udbygning.
Forsvarskommandoen
En stor del af boligudbygningen forventes at ske indenfor den tidligere Forsvarskommando, som i nærværende kommuneplan er udpeget som et byudviklingsområde.
Området forventes at give mulighed for åben lav, tæt lav og etageboliger, erhverv, offentlige formål i form af institutioner og dag- og botilbud. Det forventes, at der kan etableres ca. 150 boliger på arealet afhængigt af boligstørrelse og udnyttelsen til erhverv og andre formål.
Området omkring Linde Allé
Området er beliggende mellem Linde Allé, Nærum Hovedgade, Nærumgårdsvej og Byageren i Nærum. Området, som bl.a. tidligere rummede virksomheden Brüel og Kjær, er i dag udlagt til et blandet bolig- og erhvervsområde samt til offentlige formål: institutioner og offentlige boligformål.
Det er muligt at anvende den eksisterende erhvervsbygning ved Linde Allé til forskellige erhvervsformål: f.eks. kontor og administration, lægehus, motionscenter og undervisning. Endvidere er der skabt plangrundlag for byggeri af en række etageboliger i 3 etager samt en tæt lav boligbebyggelse i form af ca. 38 gårdhavehuse og 72 offentlige plejeboliger.
Området omkring Teglgården, Christianslund, Pilehøj
Området er et blandet bolig- og erhvervsområde beliggende i udkanten af erhvervsbyen. Bebyggelsen nærmest Datavej skal fastholdes til erhverv i form af administration og liberale erhverv. Der er i perioden 2005 – 08 opført i alt 177 etageboliger, hvor 81 er en konvertering af tidligere erhvervsbygninger, herunder det tidligere Kildeskattehus. Området rummer stadig mulighed for konvertering af en række erhvervsbygninger til ca. 120 boliger.
Ubberød – Brådebæk
Området er et tidligere sommerhusområde, som blev konverteret i 1999. Området er stort set udbygget, men der er stadig ejendomme bebygget med ældre sommerhuse samt større grunde med mulighed for udstykning til nybyggeri i form af åben lav boligbebyggelse.
Højbovej
Området er udlagt til et blandet bolig- og erhvervsområde. Området rummer forsat mulighed for konvertering af de nuværende erhvervsejendomme fra erhverv til boligformål i form af tæt lav boligbebyggelse.