Arealernes anvendelse er i dag fastlagt til offentligt formål, militært anlæg.
Områdets eksisterende bebyggelse er centreret omkring Henriksholms Allé og fremtræder som bebyggelse placeret i skovbevoksninger, som strækker sig ind imellem bygningerne. En del af de skovbevoksede områder har status som fredskov. Det åbne, flade landskab rækker ind og skaber grønne kiler i det bebyggede området og giver det et karakteristisk grønt og åbent præg.
Det bebyggede område ligger på et højtliggende og kuperet terræn, der afgrænses naturligt mod vest af en lavning.
Henriksholms Allé er hovedadgangen til området og forbinder området med Gøngehusvej. Vejen har præg af skovvej på grund af de mange store træer, der står helt tæt på vejen.
Området ligger mindre end 1.200 m fra Vedbæk Station og er dermed stationsnært. Ifølge Fingerplan 2007 er der mulighed for at placere funktioner af regional karakter. Det kan være funktioner, som har et interesseopland uden for kommunen, f.eks. større kontorbyggeri, kulturinstitutioner, privathospital o. lign.

Masterplan for Forsvarskommandoens arealer