Vedbæk er en havne- og stationsby og er udpeget som bydelscenter. Vedbæk har ca. 3.000 indbyggere. Boligområderne består fortrinsvist af parcelhuse, men på begge sider af Vedbæk Strandvej ligger store, markante villaer på store grunde. Her ligger også det tidligere store gamle landssted Bakkehuset, der i dag fungerer som aktivitetshus m.v. for ældre.
Hvor Trørødvej munder ud i Strandvejen, ligger enkelte gamle huse bevaret fra, da Vedbæk var et fiskerleje. Vest for stationen ligger Vedbæk Skole og etagebebyggelsen Flintemarken, Forsvarskommandoens bebyggelse og øvelsesterræn og parcel- og rækkehusbebyggelsen Henrikshave.
Ved Hotel Marina og Vedbæk Havn ligger Vedbæk Strandpark med offentlig badestrand.
Vedbæk Stationsvej er et handelsstrøg med et udbud af dagligvarebutikker og specialbutikker. En række ældre bygninger giver gaden karakter, som dog svækkes af nogle af de nyere bygninger. Gaden er renoveret indenfor de senere år med henblik på at bevare den som et attraktivt handelssted.
Vedbæk adskilles fra Trørød af den fredede Maglemosen, der fungerer som spredningskorridor mellem kerneområder såsom Furesøen og Jægersborg Hegn. Maglemosen er herudover udpeget som særligt geologisk interesseområde, ligesom der er gjort vigtige arkæologiske fund her. Trørød Skov fungerer som et nærrekreativt område for både Vedbæk og Trørød.