Birkerød bymidte skal udvikles til en stærk, økonomisk og kulturelt bæredygtig enhed. Der kan opføres yderligere bebyggelse bestående af en blanding af boliger og butikker i den sydlige del af centerområdet.
Der kan ske en fortætning indenfor bymidten efter en konkret planlægning. Områderne skal være placeret i nærhed til offentlige transportmidler, offentlig og privat service og nærreaktive områder.
Området omkring Teglgården, Christianslund, Pilehøj og Højbovej rummer stadig mulighed for konvertering af en række erhvervsbygninger til boliger.
Ebberødområdet kan fortsat udvikles og udbygges med boliger, erhverv, og der er mulighed for lokalisering af flere kommunale institutioner. Den oprindelige institutionsbebyggelses karakter og samspillet mellem landskab og bebyggelse skal bevares.
Erhvervsbyens østlige og stationsnære del skal omdannes til at huse flere kontorprægede virksomheder. Området skal indeholde service- og håndværksvirksomheder. Arealerne langs Birkerød Kongevej fastholdes som ”bilby” med mulighed for etablering af butikker, der forhandler pladskrævende varer.
Et af kommunens vigtige naturområder og rekreative lokaliteter er Sjælsø. Kommuneplanen giver mulighed for at der etableres en regional, rekreativ sti langs sydsiden af Sjælsø.