Birkerød har et indbyggertal på ca. 15.000. Kommunens største handelsstrøg findes omkring Birkerød Hovedgade. Birkerød By er udpeget som bymidte og ligger tæt på overordnede trafikveje, station og betjenes af kollektiv bustrafik.
En stor del af butikkerne og de bymæssige aktiviteter henvender sig til et publikum ud over det lokale. Der er de senere år sket en renovering af bymidten med henblik på at skabe et attraktivt og aktivt handelsmiljø.
Tæt på bymidten ligger Birkerød Gymnasium med kostskole og det nye idræts- og aktivitetscenter.
Kajerød har enkelte bevarede landsbyhuse, og centralt i byen står et gammelt lindetræ, hvor landsbyforten tidligere lå. Kajerød er i dag et blandet boligområde med lidt erhverv og sammenvokset med Birkerød. Ved Lupinkrogen ligger et lille butikstorv.
Ebberød ligger omgivet af Rude Skov og består af ca. 100 boliger dels nybyggede og dels nyindrettede i den tidligere institutionsbebyggelse. Der er stadig en del institutioner i området.
Birkerød indeholder to store erhvervsområder: Erhvervsbyen ved Bregnerødvej og området langs Birkerød Kongevej. De egentlige produktionserhverv er få og ligger fortrinsvis i Birkerød Erhvervsby. Størstedelen af Erhvervsbyen er udpeget som stationsnært område, og kan således huse kontorvirksomheder på over 1.500 m2. Der ligger flere mindre erhvervsområder indenfor det stationsnære område omkring Birkerød Station bl.a. langs Birkerød Kongevej.
Der er fælles landskabsinteresser med Allerød Kommune ved Sjælsø og de militære arealer ved Høvelte og Sandholm. Der er fælles interesser med Furesø Kommune omkring Stavnsholtkilen og Furesøen. Der er rejst en ny og mere omfattende fredningssag for Stavnsholtkilen.